NISSAN SÆTTER STRØM TIL MONACO FORUD FOR LODTRÆKNINGEN TIL GRUPPESPILLET I UEFA CHAMPIONS LEAGUE
- UEFA Champions League for første gang med 100 % eldrevne Nissan LEAF og e-NV200 som officielle biler
- Nissan offentliggør den første fase af mærkets aktiviteter i forbindelse med det eksklusive partnerskab med "UEFA Champions League Goal of the Week engineered by Nissan".
For første gang i UEFA Champions League-historien leverer Nissan som officiel partner med Europas mest prestigefyldte fodboldturnering komplet eldrevne biler til den officielle UEFA-bilflåde. Bilerne transporterer delegerede, partnere og officials rundt i Monaco i forbindelse med dagens lodtrækning til gruppespillet i UEFA Champions League 2014/15, der finder sted i Grimaldi Forum.
Verdens førende producent af nul-emissions-elbiler har leveret eksemplarer af den eldrevne Nissan LEAF hatchback og den nyligt introducerede e-NV200 varebil, der skal være en del af den officielle UEFA shuttle-servicebilflåde i Monaco, hvor de får selskab af crossover-modellerne Nissan Qashqai og X-Trail og den legendariske high-performance-bil Nissan GT-R.
De bliver de første elbiler, der bliver en del af UEFAs officielle shuttleservice, og de vil passe perfekt ind i Monacos progressive syn på bæredygtig mobilitet. Monaco har en af verdens mest omfattende infrastrukturer til elbiler med flere ladestationer pr. m2 end noget andet land eller område.
"Nissan betragter nul-emissions-biler som den ultimative løsning til at realisere bæredygtig mobilitet i fremtiden, og vi arbejder målrettet med elbilsteknologier", udtalte Jean-Pierre Diernaz, som er Director of Electric Vehicles hos Nissan Europe. "Som globalt førende inden for elbilsteknologier er Nissan rigtig glade for at samarbejde med UEFA om at tilbyde en nul-emissions-løsning til deres shuttleservice, og vi vil arbejde videre med organisationen om at øge brugen af elbiler i forbindelse med alle UEFA Champions League-aktiviteter".
Eksklusive Goal Of The Week-aktiviteter i september
Når lodtrækningen til gruppespillet i UEFA Champions League i dag finder sted i Monaco, offentliggør Nissan også første fase af mærkets eksklusive partnerskabsaktivitet med "UEFA Champions League Goal of the Week engineered by Nissan". I denne konkurrence kan fans fra hele verden stemme på de bedste og mest imponerende mål i Europas mest prestigefyldte fodboldturnering for klubhold.
Goal of the Week er en del af Nissans 4-årige partnerskab med UEFA Champions League og starter den 16./17. september i ugen, hvor de første kampe i gruppespillet bliver spillet. Der vil være adgang til konkurrencen både på hjemmesiden UEFA.com og på UEFA Champions League-delen af Nissans hjemmesider med officiel lancering den 18. september.
UEFA Champions League Goal of the Week engineered by Nissan viser op til fem af de bedste mål i hver spillerunde, og målene udvælges af UEFAs jury. Fansene vil kunne stemme fra midnat (CET) hver torsdag, når kampene er spillet. Der trækkes lod hver måned blandt tilmeldte deltagere om en lang række præmier som f.eks. UEFA Champions League merchandise.
Nissan er den officielle globale bilsponsor for UEFA Super Cup og UEFA Champions League, og aftalen løber fra sæsonen 2014/2015 til og med sæsonen 2017/2018. Dette forstærker Nissans partnerskab med Europas mest prestigefyldte fodboldturnering for klubhold og følger i kølvandet på den nylige præsentation af Andrés Iniesta, som har været med til at vinde UEFA Champions League tre gange, samt anfører for Paris Saint-Germain og det brasilianske landshold Thiago Silva som Nissan ambassadører. Som to af Nissans nye populære frontfigurer vil spillerne hjælpe koncernen med at introducere nye innovationer for fodboldfansene, og de vil spille en hovedrolle i Nissans nye globale reklamekampagne.
Partnerskabet med UEFA Champions League er endnu et eksempel på Nissans tilknytning til og vækst inden for global sport, som i forvejen omfatter mærkets sponsoraftale med Africa Cup of Nations, NCAA Football, Canadian Football League, sportsambassadører som OL-guldvinderne Usain Bolt og Sir Chris Hoy samt partnerskab med Heisman Trust/Heisman Trophy og en aftale som officiel global partner fra bilbranchen med City Football Group.